mandag den 31. august 2009

For 25 år siden...

De af os, som fandtes for 25 år siden, kan sandsynligvis huske, at der med Sergey Bubkas ankomst gik inflation i verdensrekorden i mændenes stangspring.To år efter Bubkas sensationelle sejr ved VM 1983 var verdensrekorden således steget fra 5,81 meter til 6,00 meter(!)
Men i modsætning til hvad mange tror, var det faktisk ikke kun Bubka, som bidrog til festlighederne. Efter Bubkas første verdensrekord (5,85 meter i 1984), blev han nemlig fjernet fra tronen som verdensrekordholder den 31. august 1984. Manden bag den gerning var franskmanden Thierry Vigneron, der med 5,91 meter lagde én centimeter oveni Bubkas 2½ måned gamle verdensrekord - endda i et direkte opgør med Bubka selv ved "Golden Gala" i Rom.
Vignerons glæde over karrierens femte verdensrekord blev dog kortvarig. Såvel Bubka som Vigneron havde revet deres første forsøg på 5,91 meter, og da franskmanden, som sprang først, klarede den ny verdensrekord i sit 2. forsøg, valgte Bubka at gemme sine to resterende forsøg til 5,94 meter. Han behøvede dog kun ét: I sit første forsøg gled Bubka over.
Vigneron havde valgt ikke at springe på 5,94 meter og forsøgte sig efterfølgende tre gange på 5,97 meter - uden held.
Bubka fortsatte konkurrencen med tre mislykkede forsøg på 6,00 meter; hans første forsøg på den magiske grænse, som han som den første nogensinde klarede mindre end 11 måneder senere.

Den 31. august 1984 var tydeligvis en særlig dag. Ikke blot satte to personer verdensrekord i samme disciplin; det var også foreløbigt sidste gang, at verdensrekorden i mændenes stangspring tilhørte en anden end Sergey Bubka.

Vignerons rekord er gået over i historien som en af de kortest stående verdensrekorder. Den har dog ikke "verdensrekorden i dén kategori". Dén rekord må nemlig tilhøre sovjetrusseren Olga Rukavishnikova, som i 0,4 sekunder i princippet var indehaver af verdensrekorden i kvindernes femkamp.

Rukavishnikova og verdens kortest bestående verdensrekord
I den afsluttende 800 meter i kvindernes femkamp ved OL 1980, løb sovjetrusseren Olga Kuragina først over stregen i tiden 2.03,6 minutter. Dermed sluttede hun med 4875 point, hvilket var 19 point mere end hendes egen verdensrekord.
1,2 sekunder senere løb Olga Rukavishnikova i mål og sluttede med 4937 point - altså 62 point mere end Kuragina, hvis "verdensrekord" altså stod i 1,2 sekunder.
Det var dog ikke slut endnu. 0,4 sekunder efter Rukavishnikova løb Nadezdha Tkachenko nemlig i mål og sluttede dermed med 5083 point, hvilket gav hende olympisk guld og verdensrekorden.
Olga Rukavishnikova var altså den lykkelige indehaver af en verdensrekord i 0,4 sekunder, mens Olga Kuraginas rekord fra samme femkamp holdt i imponerende 1,2 sekunder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Lignende artikler

Blog Widget by LinkWithin