VM i Berlin er slut - og knap er freden faldet over os, før der så småt spreder sig en lille uro. Vi vil have mere - og det skal være NU!
Helt så let går det dog ikke. I den forestående weekend må vi nøjes Golden League i Zürich, Finnkampen og intet mindre end de danske mesterskaber i Odense.
Helt uden VM behøver det dog ikke at være. Inden det går løs i Daegu skal vi have kåret indendørs verdensmestre i marts 2010, verdensmestre i cross i 2010 og verdensmestre i halvmaraton i såvel 2009 som 2010. Og så kan vi jo også fordrive ventetiden med at diskutere, hvem der vinder om to år i Daegu.
I den kommende tid bringer jeg mit bud på verdensmestrene, når konkurrencerne er slut i 2011. Først mændenes 100 meter-5.000 meter.
100 meter: Usain Bolt, Jamaica.
Tjah - der er vel ingen større grund til at argumentere for dette valg. Bolt er netop fyldt 23 år, så alderen er ingen hindring. Med en sejrsmargin på 0,13 s til Tyson Gay, som i samme slag blev verdens næst hurtigste nogensinde, er det ikke så let at få øje på, hvem der skal forhindre Bolt i at vinde sin tredje 100 meter titel i træk. Det eneste som vel kan hindre et succesfuldt forsvar er vel skader eller fokus på andre discipliner (læs 400 meter), hvilket jeg tvivler på vil ske.
200 meter: Usain Bolt, Jamaica.
Se 100 meter.
400 meter: LaShawn Merritt, USA
I lighed med Usain Bolt er LaShawn Merritt kun 23 år og har dermed rigelig mulighed for at forbedre sig yderligere. Eneste seriøse konkurrent er i mine øjne Jeremy Wariner, og med dennes skifte tilbage til sin gamle træner Clyde Hart kan man måske forvente, at Wariner vender tilbage til sin tidligere iskolde styrke. På den anden side handler min glaskugle om mavefornemmelse, og når en sort sprinter skal matches med en hvid, siger min mavefornemmelse mig, at den sorte render med guldet.
Hvisd ovennævnte ikke rigtigt bider på jer, hvad så med følgende: I 2007 var der klasseforskel i Wariners favør. I 2008 var de stort set lige gode, mens Merritt i 209 har været klart bedre. "Jamen Merritt satte ikke PR i 2009", vil nogen sige. Korrekt men i VM-finalen løb han efter 90 minutter forsinkelse, opvarmning i øsende regn og genrelt koldt vejr 44,06 s. Er det urealistisk at antage, at forholdene kostede Merritt et halvt sekund?
Merritt er mit valg.
800 meter: Abubaker Kaki, Sudan
Hvor jeg ville ønske, at jeg her kunne skrive "Jeremy Wariner", men det er næppe realistisk at tro, at Wariner "ser lyset".
Den 20-årige sudaneser Abubaker Kaki har ikke haft heldet med sig ved mesterskaberne. Faktisk har han ikke tabt en 800 meter finale siden 18. oktober 2007 - hvis vi altså ser bort fra OL-semifinalen sidste år og styrtet i dette års VM-semifinale. Jeg tillader mig at påstå, at Kaki ville være verdensmester i dag, hvis han havde kunnet holde sig på benene i semifinalen. Kaki er et godt bud på en ny verdensrekordholder i denne disciplin og et endnu bedre bud på distancens næste verdensmester.
1500 meter: Asbel Kiprop, Kenya
Sandsynligvis bliver Kiprop snart udråbt som den sande olympiske mester 2008 - en naturlig konsekvens af Ramzis dopingtest. Kiprop fik et enormt gennembrud i 2008, og havde han været taktisk snildere vil jeg tro, at VM-guldet havde været hans. I VM-finalen låp han sidst, da løberne tog hul på sidste omgang, og i sidste kurve måtte han ud i bane 3 for at overhale de øvrige løbere. Dette blev trods alt en lidt for stor mundfuld for den 20-årige kenyaner, men se løbet og fortæl mig, hvem der fysisk er mest imponerende - omend taktisk sandsynligvis mindst overbevisende..
I Daegu er Kiprop to år stærkere og klogere. Han vinder!
5000 meter: Tariku Bekele, Ethiopien
Jeg satser butikken og gætter på, at Kenenisa Bekele ikke løber dobbelt. Men selv om han gør, tror jeg nu ikke, at han vinder 5000 meter :-)
Jeg kan derfor vælge mellem en fra den kenyanske flok (måske Augustine Choge...?) eller en navngiven ethiopisk løber. I Addis Abeba har man i flere år talt om unge Abreham Cherkos. I 2006 løb han som 17-årig 12.54 minutter på distancen, men siden har fremgangene været lidt sjældnere. Det samme kan dog ikke siges om lillebror Bekele, som dog har v´haft en del skader i 2009. Det bliver han kvit og vinder guld i 2011. Ethiopisk langdistance er et familiefortagende - og det fortsætter i 2011.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar