lørdag den 3. oktober 2009

Og vinderen er: Rio de Janeiro


Som alle ved er Rio de Janeiro blevet tildelt værtskabet for OL 2016.

Alle atletikfolk ved at Brasilien ikke er en magtfaktor i international atletik - i hvert fald ikke i forhold til størrelsen af landets befolkning.

Men stortmagt eller ej - der har været en række store navne i brasiliansk altetik - nedenfor finder man mit bud på landets ti største atletikudøvere gennem tiderne:

1. Adhemar Ferreira da Silva, trespring

Ingen over og ingen ved siden af denne legende. Adhemar Ferreira da Silva var sin tids svar på Jonathan Edwards og Christian Olsson (tilsammen :-) )
Hans fem verdensrekorder sat i perioden1950-1955 forbedrede rekorden med i alt 56 cm. Derudover blev det til OL-guld i såvel 1952 som 1956.
Da Silva repræsenterede Sao Paolo FC, Brasiliens stærkeste fodboldklub, hvis logo bærer 2 guldstjerner dedikeret til Da Silvas to olympiske sejre.
Da Silva toppede verdensranglisten 6 gange og deltog ved OL fire gange.

2. Joaquim Carvalho Cruz
Sidst i 70erne og først i 80erne havde briten Sebastian Coe revolutioneret 800 meter - og de færreste havde vel troet, at en jævnbyrdig løber var lige om hjørnet - men det var han.
I 1984 formåede Cruz således at vinde OL-guld og løbe sig ganske få hundrededele fra Coes verdensrekord.
Bedre blev det ikke siden, men en OL-sølv og en VM-bronze blev det dog også til for den stærke brasilianer.

3. Joao Carlos de Oliveira
I 1975 dukkede Joao Carlos de Oliveira op som trold af æske. Stort set ingen havde hørt om den 21-årige brasilianer, inden sæsonen begyndte, men da finalen i trespring ved de panamerikanske lege, som blev afholdt i Mexito City, var slut, var han på alles læber. Med 17,89 meter havde de Oliveira nemlig smadret Viktor Saneyevs verdensrekord. Alle kender til Bob Beamons "spring ind i det næste årtusinde", men hvad skal man sige til en rekordforbedring på 45 cm i trespring?

Året efter var de Oliveira også bedst i verden, og med 17,38 meter var han faktisk ganske tæt på Saneyevs rekord, som jo ikke var blevet sat i Mexico Citys tynde luft. Ved OL blev det dog "kun" til en tredjeplads - en præstation han gentog tre år senere i Moskva.
Den 27-årige brasilianer, som også toppede verdensranglisten i 1978 og 1979, havde fortsat nogle gode år i sig, men i 1981 var han involveret i en alvorlig trafikulykke, hvor han mistede det ene ben.
De Oliveira, som i øvrigt også var en af verdens bedste længdespringere (PR 8,36 meter), døde som alkoholiker i 1999 - blot 45 år gammel.

4. Ronaldo da Costa
Da den 24-årige langdistanceløber i 1994 stillede til start ved VM Halvmaraton var det med en fornuftig, men ikke storslået, banekarriere bag sig. VM-løbet viste dog, hvor han hørte hjemme: På landevejen. En tredjeplads var første tegn på, at da Costa havde stort potentiale udenfor stadion.

I 1997 debuterede han på maratondistancen i Berlin, og året efter femtepladsen i 2.09,07 timer vendte han tilbage til den tyske hovedstad. Her chokerede han verden med en ny verdensrekord i tiden 2.06,05 timer (2. halvdel i 1.01,23 timer..).
Allerede året efter blev da Costa dog ramt af skader, og han formåede aldrig at vende tilbage til det høje niveau igen.

5. Maurren Higa Maggi

Den 26. juni 1999 sprang den da 23-årige længdespringer sig direkte ind i midten af verdenseliten. Før denne dag havde ingen hørt om den unge brasilianer, men ved de sydamerikanske mesterskaber i Bogota fløj hun ud på 7,26 meter og satte en sydamerikansk rekord, som fortsat står.
I betragtning af, at Maggis personlige rekord blot fem måneder tidligere var mere end 70 cm kortere, var det ikke den store overraskelse, at hun ikke kunne leve op til det formidable resultat i den efterfølgende tid. Det blev således til et par sekundære finaleplaceringer, men intet der stod mål med den personlige rekord - og snart blev det meget værre.
I 2003 testede Higa Maggi positiv for et anabolisk steroid, som hun angiveligt havde fået uvidende via en creme til behandling af ar.

To års karantæne og en fødsel senere vendte Higa Maggi dog tilbage med fornuftige resultater og placeringer i såvel 2006 som 2007.
Det var dog 2008, som for alvor sikrede hende positionen som Brasiliens bedste kvindelige atletikudøver gennem tiderne. Først blev det til sølv ved VM-inde, siden til olympisk guld i Beijing - og det første 7 meter spring siden dopingdommens udløb.
Higa Maggi er i øvrigt også en stærk hækkeløber (PR12,71s) og trespringer (PR: 14,53 m).

6. Jose Luis Barbosa
Kan I huske en lidt lavstammet brasiliansk 800 meter løber med meget brede men spinkle skuldre?
Navnet var Jose Luis Barbosa. I løbet af en lang karriere blev det til en PR på 1.43,08 minutter, 7 gange i verdensranglistens top 10 - heraf en enkelt gang øverst. Det blev til to VM-medaljer udendørs, to OL-finaler (nr 4 hhv. 6)  og ikke at forglemme guld ved VM-inde i 1987.

7. Jadel Gregorio

Den brasilianske kæmpe (2,02 m, 102 kg) er i dag med et spring på 17,90 meter indehaver af den brasilianske rekord i trespring.
Ni gange har Gregorio været i top 8 ved diverse verdensmesterskaber og olympiske lege. Sølvmedaljen fra VM 21007 er fortsat højdepunktet.

8. Nelson Prudencio
Den brasilianske trespringer var en del af rekordfesten i Mexico City under de olympiske lege i 1968, hvor der efter en verdensrekord i kvalifikationskonkurrencen blev sat verdensrekord hele fire gange i finalen(!)
Desværre for Prudencio var han ikke den sidste rekordsætter i finalen. Med 17,27 meter forbedrede han Viktor Saneyevs minutter gamle rekord; blot for at måtte returnere den få minutter efter igen.
OL-sølvet 1968 blev suppleret med en OL-bronze fire år senere.

9. Robson da silva
Nogle gange kan en stor atlet være forbandet af sine samtidige. Det må man i sandhed sige, at Robson Caetano da Silva var. I 1989 løb han 19,96 s på 200 meter; imponerende men desværre for brasilianeren ikke helt lige så imponerende som eksempelvis Carl Lewis og dennes amerikanske landsmænd.
Fire gang måtte da Silva tage til takke med en fjerdeplads i en VM- eller OL-finale. Otte individuelle OL- eller VM-finaler blev det til for den elegante da Silva, som dog ikke indstillede karrieren helt tomhændet: Ved OL 1988 blev det til en bronzemedalje på favoritdistancen 200 meter.

10. Claudinei da Silva
Robson da Silvas brasilianske rekord på 200 meter holdt i 11 år, hvorefter Claudinei da Silva tog over. i 1999 stormede han ved et stævne i München i mål i tiden 19,89 sekunder - men også han var lidt uheldig med sine samtidige (Maurice Greene, Ato Boldon og Frank Fredericks eksempelvis). I hvert fald rakte den fornemme tid blot til en femteplads på årets verdensrangliste.
Claudinei da Silva havde dog visse fremgange ved mesterskaber. Således blev det til VM-sølv og -bronze på 200 meter sidst i 90erne, og ved OL 2000 var han en del af det brasilianske 4x100 meter hold, som vandt sølv.

Dette er blot et hurtigt bud på Brasiliens bedste atletikudøvere gennem tiderne. Jeg vender tilbage til brasiliansk atletik i forhold til OL 2016 snart - og mon ikke ovenstående liste ser anderledes ud ved udløbet af 2016?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Lignende artikler

Blog Widget by LinkWithin