Der bliver intet hjemmebaneguld i kvindernes 100 meter hæk, når der næste år skal afholdes EM i Barcelona.
I hvert fald bliver det ikke Josephine Onyia, den nigeriansk fødte spanier, som sidste år satte PR med 12,50 s for senere at teste positiv for anaboliske steroider, som løber med laurbærrene.
Onyias karantæne udløber først ved årets udløb næste år - og der bliver altså ingen hjemmebanetriumf for Onyia.
Ved weekendens norske mesterskaber i cross formåede det nykårede "Årets fund" i europæisk atletik, Karoline Bjerkeli Grøvdal at holde diverse verdensstjerner fra andre sportsgrene stangen og sikre sig den nationale titel.
Det 19-årige stjernefrø vandt sikkert det norske mesterskab i lang cross 22 sekunder foran verdensmesteren i orienteringm, Anne Margrethe Hausken, mens den mangedobbelte verdensmester i langrend, Marit Bjørgen måtte nøjes med tredjepladsen.
Mændenes titel vandtes af den ethiopisk fødte Urige Buta, som denne sommer har fået norsk pas. Buta har for nylig sat norsk rekord på halvmaraton (1.01,48 timer) og ligner et spændende navn til næste års EM i Barcelona. Her og nu blev det til sejr foran det 18-årige stortalent Sondre Nordstad Moen.
Da den sydafrikanske højdespringer, Jacques Freitag i 2003 besejrede Stefan Holm (SWE) og vandt VM-guldet på "Stade de France" i Paris var det en historisk begivenhed: Det var således første gang, at en afrikansk mandlig springer vandt et OL- eller VM-guld.
Men måske er næste guld til Afrika i mændenes springdiscipliner ikke længere væk end 2011? Og i givet fald er længdespring nok et godt bud.
I disse dage afvikles "Jeux de la Francophonie" - de frankofoniske lege - i Beirut (LIB). Blandt de første resultater fra atletikkonkurrencere var den nye marokkanske rekord i mændenes længdespring: Yahya Berrabahs 8,40 meter.
Berrabah er dermed nummer 7 på årets verdensrangliste i en sæson, som nærmer sig de bedste nogensinde i mændenes længdespring. Kun én gang tidligere har flere springere været over 8,40 meter (8-1997).
De afrikanske længdespringere er blandt forklaringen på den flotte sæson. Sydafrikas Godfrey Mokoena har i år sat afrikansk rekord (8,50 meter), og Berrabah og Ndiss Kaba Badji (SEN - 8,32 meter) er også begge at finde i verdens top 10, som for første gang nogensinde omfatter 3 afrikanere.
Alle tiders 10 bedste - Afrika
Godfrey Mokoena (RSA) 8,50m (2009)
Cheikh Tidiane Roure (SEN) 8,46m (1997)
Ignisious Gaisah (GHA) 8,43m (2006)
Yahya Berrabah (MAR) 8,40m (2009)
Younés Moudrik (MAR) 8,34m (2000)
Ndiss Kaba Badji 8,32m (2009)
Mohamed Hassine Mersal Hatem (EGY) 8,31m (1999)
Ngonidzashe Makusha (ZIM) 8,30m (2008)
Jonathan Chimier (MRI) 8,28m (2004)
Yussuf Alli (NGR) 8,27m (1989)
Og det er ikke kun på ranglisterne, at afrikanerne er begyndt at gøre sig gældende; også i mesterskabsregi er de efterhånden meget synlige.
I perioden 1964-2004 opnåede afrikanske mandlige længdespringere 9 top 8 placeringer ved OL og VM. Det samme antal har man nu opnået i perioden 2005-2009, hvor der ved hvert OL/VM har været mindst to afrikanere blandt de bedste 8.
Den mest lovende af dem alle p.t. er verdensmesteren indendørs og VM-sølvvinderen i Berlin, Godfrey Mokoena.
Ved VM i Berlin var Godfrey Mokoena (som i øvrigt er tidligere sydafrikansk mester i tango og ved ungdoms-VM 2001 blev nummer fem i højdespring), blot 7 cm fra at blive verdensmester. Fem år tidligere skilte sølle to cm ham fra juniorernes VM-guld. Ved den lejlighed trøstede han sig dog med at rejse hjem med VM-guldet i trespring.
Skal vi gætte på, at Daergu 2001 kan blive stedet, hvor centimeterne er på Mokoenas side, og de afrikanske længdespringere for alvor slår til og vinder det første guld i disciplinens historie?
Det europæiske atletikforbund har kåret den britiske trespringer Phillips Idowu og den spanske løber Marta Dominguez til årets atletikudøvere i Europa.
Min egen "rangliste" var ikke helt lig European Athletics' kåring; Jeg mener nu stadig, at Thorkildsen og Vlasic havde betydeligt bedre sæsoner - hvilket All-Athletics' Rankings understøtter: Her er Thorkildsen bedste europæer, mens Idowu er nummer 6 blandt de europæiske mænd. Det skal dog ikke tages som kritik af Idowu. Briten har haft en formidabel sæson med VM-guld i personlig rekord og fire konkurrencer på 17,50 meter eller længere.
Idowus vinderspring ved VM:
Men endnu mere mystisk er valget af Dominguez. Ganske vist har hun haft en fin sæson med sejr i de tre forhindringskonkurrencer, hun har deltaget i - herunder VM. Men udover en sejr i et lokalt 1500 meter løb og et sekundært halvmaraton har hun altså ikke vundet andet i hele 2009. Til sammenligning har Vlasic vundet 19 á 23 konkurrencer, sejret i VM-finalen og noteret verdens næst højeste højdespring nogensinde.
Vlasic topper All-athletics' rankings for europæiske kvinder, mens Dominguez må nøjes med en 10. plads, hvilket forekommer meget rimeligt. Meget mystisk...
Dominguez får sin guldmedalje:
Tidligere vindere:
1993 Sally Gunnell GBR
1993 Linford Christie GBR
1994 Irina Privalova RUS
1994 Colin Jackson GBR
1995 Sonia O’Sullivan IRL
1995 Jonathan Edwards GBR
1996 Svetlana Masterkova RUS
1996 Jan Zelezny CZE
1997 Astrid Kumbernuss GER
1997 Wilson Kipketer DEN
1998 Christine Arron FRA
1998 Jonathan Edwards GBR
1999 Gabriela Szabo ROU
1999 Tomás Dvorak CZE
2000 Trine Hattestad NOR
2000 Jan Zelezny CZE
2001 Stephanie Graf AUT
2001 André Bucher SUI
2002 Süreyya Ayhan TUR
2002 Dwain Chambers GBR
2003 Carolina Klüft SWE
2003 Christian Olsson SWE
2004 Kelly Holmes GBR
2004 Christian Olsson SWE
2005 Yelena Isinbayeva RUS
2005 Virgilijus Alekna LTU
2006 Carolina Klüft SWE
2006 Francis Obikwelu POR
2007 Blanka Vlasic CRO
2007 Tero Pitkämäki FIN
2008 Yelena Isinbayeva RUS
2008 Andreas Thorkildsen NOR
2009 Marta Dominguez ESP
2009 Phillips Idowu GBR
Årets fund
Også her ramte jeg gevaldigt ved siden af. Hos mændene blev den franske springer, Christophe Lemaitre (FRA), som i år har sat europæisk juniorekord på 100 meter, udpeget til årets fund for mænd. Jeg havde ham som nummer 2 efter 200 meter løberen Ramil Guliyev (AZB).
Lemaitres junior-europarekord:
Helt galt var det dog hos kvinderne, hvor jeg pegede på 400 meter løberen Antonina Krivoshapka (RUS). Her blev det nemlig Norges Karoline Bjerkeli Grøvdal, som rendte med prisen - ikke mindst for hendes fantastiske 31.29 minutter på 10 km ved Sentrumsløpet i Oslo.
Ikke så meget at sige til det: Begge udøvere bliver meget spændende at følge fremover - ikke mindst fordei de konkurrerer i discipliner, hvor Europa mildt sagt er under hårdt pres fra andre verdensdele.
Kvindernes 800 meter har været præget af store omvæltninger. Sidste års enehersker på distancen Pamela Jelimo (KEN) har grundet skader været tæt på usynlig i år, og i stedet kom så sydafrikaneren Caster Semenya. Den 18-årige verdensmester, eller måske snarere hendes omgivelser, har formået at placere 800 meter distancen i centrum for årets største skandale indenfor atletikken.
Men i skyggen af alt dette er der sket meget andet. Frem fra den brede mængde af fornuftige løbere er eksempelvis trådt en amerikaner.
Maggie hvem?
Magge Vessey var der ikke mange i Europa, der levnede mange tanker inden starten på 800 meter ved "Golden Gala" i Rom den 10. juli. En fjerdeplads ved de amerikanske mesterskaber og en PR på 2.00,18 minutter var godt - men bestemt ikke mere end det. Men så vandt Vessey i Rom (i et løb hvor hun lå sidst de første 500 meter) og tog videre rundt i Europa for den 28. juli at skabe en mindre sensation ved i Monaco at vinde i tiden 1.57,84 minutter, hvilket skulle vise sig at gøre hende til verdens næst hurtigste i år.
Løbet var et pletskud af rang. Vessey har fortsat kun den ene tid under 2 minutter, og ved VM i Berlin formåede hun ikke at løbe sig i finalen. Et af de store spørgsmål næste år er derfor, om Vessey er "for real".
Men hør hendes egen vurdering af hendes første sæson i verdenseliten i dette interview lavet umiddelbart efter hjemkomsten til USA.
Estádio Olímpico João Havelange - det olympiske stadion
I lighed med ved VM i Berlin foregår start og mål i maratonløbet ikke på stadion. Derimod har man lagt disse på den berømte "Sambodromo", som er rammen for det berømte karneval.
Som alle ved er Rio de Janeiro blevet tildelt værtskabet for OL 2016.
Alle atletikfolk ved at Brasilien ikke er en magtfaktor i international atletik - i hvert fald ikke i forhold til størrelsen af landets befolkning.
Men stortmagt eller ej - der har været en række store navne i brasiliansk altetik - nedenfor finder man mit bud på landets ti største atletikudøvere gennem tiderne:
1. Adhemar Ferreira da Silva, trespring
Ingen over og ingen ved siden af denne legende. Adhemar Ferreira da Silva var sin tids svar på Jonathan Edwards og Christian Olsson (tilsammen :-) )
Hans fem verdensrekorder sat i perioden1950-1955 forbedrede rekorden med i alt 56 cm. Derudover blev det til OL-guld i såvel 1952 som 1956.
Da Silva repræsenterede Sao Paolo FC, Brasiliens stærkeste fodboldklub, hvis logo bærer 2 guldstjerner dedikeret til Da Silvas to olympiske sejre.
Da Silva toppede verdensranglisten 6 gange og deltog ved OL fire gange.
2. Joaquim Carvalho Cruz
Sidst i 70erne og først i 80erne havde briten Sebastian Coe revolutioneret 800 meter - og de færreste havde vel troet, at en jævnbyrdig løber var lige om hjørnet - men det var han.
I 1984 formåede Cruz således at vinde OL-guld og løbe sig ganske få hundrededele fra Coes verdensrekord.
Bedre blev det ikke siden, men en OL-sølv og en VM-bronze blev det dog også til for den stærke brasilianer.
3. Joao Carlos de Oliveira
I 1975 dukkede Joao Carlos de Oliveira op som trold af æske. Stort set ingen havde hørt om den 21-årige brasilianer, inden sæsonen begyndte, men da finalen i trespring ved de panamerikanske lege, som blev afholdt i Mexito City, var slut, var han på alles læber. Med 17,89 meter havde de Oliveira nemlig smadret Viktor Saneyevs verdensrekord. Alle kender til Bob Beamons "spring ind i det næste årtusinde", men hvad skal man sige til en rekordforbedring på 45 cm i trespring?
Året efter var de Oliveira også bedst i verden, og med 17,38 meter var han faktisk ganske tæt på Saneyevs rekord, som jo ikke var blevet sat i Mexico Citys tynde luft. Ved OL blev det dog "kun" til en tredjeplads - en præstation han gentog tre år senere i Moskva.
Den 27-årige brasilianer, som også toppede verdensranglisten i 1978 og 1979, havde fortsat nogle gode år i sig, men i 1981 var han involveret i en alvorlig trafikulykke, hvor han mistede det ene ben.
De Oliveira, som i øvrigt også var en af verdens bedste længdespringere (PR 8,36 meter), døde som alkoholiker i 1999 - blot 45 år gammel.
4. Ronaldo da Costa
Da den 24-årige langdistanceløber i 1994 stillede til start ved VM Halvmaraton var det med en fornuftig, men ikke storslået, banekarriere bag sig. VM-løbet viste dog, hvor han hørte hjemme: På landevejen. En tredjeplads var første tegn på, at da Costa havde stort potentiale udenfor stadion.
I 1997 debuterede han på maratondistancen i Berlin, og året efter femtepladsen i 2.09,07 timer vendte han tilbage til den tyske hovedstad. Her chokerede han verden med en ny verdensrekord i tiden 2.06,05 timer (2. halvdel i 1.01,23 timer..).
Allerede året efter blev da Costa dog ramt af skader, og han formåede aldrig at vende tilbage til det høje niveau igen.
5. Maurren Higa Maggi
Den 26. juni 1999 sprang den da 23-årige længdespringer sig direkte ind i midten af verdenseliten. Før denne dag havde ingen hørt om den unge brasilianer, men ved de sydamerikanske mesterskaber i Bogota fløj hun ud på 7,26 meter og satte en sydamerikansk rekord, som fortsat står.
I betragtning af, at Maggis personlige rekord blot fem måneder tidligere var mere end 70 cm kortere, var det ikke den store overraskelse, at hun ikke kunne leve op til det formidable resultat i den efterfølgende tid. Det blev således til et par sekundære finaleplaceringer, men intet der stod mål med den personlige rekord - og snart blev det meget værre.
I 2003 testede Higa Maggi positiv for et anabolisk steroid, som hun angiveligt havde fået uvidende via en creme til behandling af ar.
To års karantæne og en fødsel senere vendte Higa Maggi dog tilbage med fornuftige resultater og placeringer i såvel 2006 som 2007.
Det var dog 2008, som for alvor sikrede hende positionen som Brasiliens bedste kvindelige atletikudøver gennem tiderne. Først blev det til sølv ved VM-inde, siden til olympisk guld i Beijing - og det første 7 meter spring siden dopingdommens udløb.
Higa Maggi er i øvrigt også en stærk hækkeløber (PR12,71s) og trespringer (PR: 14,53 m).
6. Jose Luis Barbosa
Kan I huske en lidt lavstammet brasiliansk 800 meter løber med meget brede men spinkle skuldre?
Navnet var Jose Luis Barbosa. I løbet af en lang karriere blev det til en PR på 1.43,08 minutter, 7 gange i verdensranglistens top 10 - heraf en enkelt gang øverst. Det blev til to VM-medaljer udendørs, to OL-finaler (nr 4 hhv. 6) og ikke at forglemme guld ved VM-inde i 1987.
7. Jadel Gregorio
Den brasilianske kæmpe (2,02 m, 102 kg) er i dag med et spring på 17,90 meter indehaver af den brasilianske rekord i trespring.
Ni gange har Gregorio været i top 8 ved diverse verdensmesterskaber og olympiske lege. Sølvmedaljen fra VM 21007 er fortsat højdepunktet.
8. Nelson Prudencio
Den brasilianske trespringer var en del af rekordfesten i Mexico City under de olympiske lege i 1968, hvor der efter en verdensrekord i kvalifikationskonkurrencen blev sat verdensrekord hele fire gange i finalen(!)
Desværre for Prudencio var han ikke den sidste rekordsætter i finalen. Med 17,27 meter forbedrede han Viktor Saneyevs minutter gamle rekord; blot for at måtte returnere den få minutter efter igen.
OL-sølvet 1968 blev suppleret med en OL-bronze fire år senere.
9. Robson da silva
Nogle gange kan en stor atlet være forbandet af sine samtidige. Det må man i sandhed sige, at Robson Caetano da Silva var. I 1989 løb han 19,96 s på 200 meter; imponerende men desværre for brasilianeren ikke helt lige så imponerende som eksempelvis Carl Lewis og dennes amerikanske landsmænd.
Fire gang måtte da Silva tage til takke med en fjerdeplads i en VM- eller OL-finale. Otte individuelle OL- eller VM-finaler blev det til for den elegante da Silva, som dog ikke indstillede karrieren helt tomhændet: Ved OL 1988 blev det til en bronzemedalje på favoritdistancen 200 meter.
10. Claudinei da Silva
Robson da Silvas brasilianske rekord på 200 meter holdt i 11 år, hvorefter Claudinei da Silva tog over. i 1999 stormede han ved et stævne i München i mål i tiden 19,89 sekunder - men også han var lidt uheldig med sine samtidige (Maurice Greene, Ato Boldon og Frank Fredericks eksempelvis). I hvert fald rakte den fornemme tid blot til en femteplads på årets verdensrangliste.
Claudinei da Silva havde dog visse fremgange ved mesterskaber. Således blev det til VM-sølv og -bronze på 200 meter sidst i 90erne, og ved OL 2000 var han en del af det brasilianske 4x100 meter hold, som vandt sølv.
Dette er blot et hurtigt bud på Brasiliens bedste atletikudøvere gennem tiderne. Jeg vender tilbage til brasiliansk atletik i forhold til OL 2016 snart - og mon ikke ovenstående liste ser anderledes ud ved udløbet af 2016?
De to ukrainske udøvere Natalya Pyhyda og Yevheniy Vinohradov er blevet udelukket i to år p.g.a. doping.
Pyhyda vandt sølv ved marts måneds EM-inde i Torino, hvor hun løb 51,44 sekunder. Ved den lejlighed vandt hun blandt andet semifinalen, hvori Sara Slott Petersen var med. Udendørs har Pyhyda i år løbet 51,28 sekunder og dermed sat ny personlig rekord på 400 meter.
Hammerkasteren Yevheniy Vinohradov satte sidste år personlig rekord med et kast på 80,58 meter.
I morgen skal værtskabet for de olympiske lege 2016 tildeles en af de fire ansøgere ved IOC Kongressen i Bella Centeret i København.
Afstemningen, som afgør værtskabet, foretages af de 106 medlemmer af IOC. Disse kommer fra forskellige sportsgrene. Nogle har været olympiske mestre, andre mere dødelige. Og så er der dem, der aldrig har dyrket sport.
Ser man på atletikudøverne iblandt de 106 medlemmer finder man 16 personer. Og noget kunne tyde på, at en olympisk titel hjælper lidt på chancerne for at komme med i klubben. I hvert fald har halvdelen af dem en eller flere olympiske sejre bag sig.
Ved et OL deltager i omegnen af 2000 atletikudøvere, hvoraf knap en halv procent vender hjem med en guldmedalje. Men i IOC er fordelingen:
16 atletikudøvere
heraf 9 olympiske deltagere
heraf 9 medaljevindere
heraf 8 olympiske mestre
IOC er tilsyneladende glade for sine mestre.
IOCs atletikudøvere (olympiske mestre med fed):
Richard Kevan Gosper (AUS)
Mario Pescante (ITA)
Arne Ljungquist (SWE)
Austin L. Sealy (BAR)
Valeriy Borzov (UKR) - 100m (1972), 200m (1972)
Sam Ramsamy (RSA)
Guy Drut (FRA) - 110m hæk (1976)
Irena Szewinska (POL) - 4x100m (1964), 200m (1968), 400m (1976)
Nawal el Moutawakel (MAR) - 400m hæk (1984)
Lamine Diack (SEN)
Kipchoge Keino (KEN) - 1500 m (1968), 3000m forh. (1972)
Issa Hayatou (CMR)
Frank Fredericks (NAM)
Jan Zelezny (CZE) - Spydkast (1992,1996,2000)
Hichaem el Guerroij (MAR) 1500m (2004), 5000m (2004)
For nogle år siden var nordmanden Marius Bakken Guds Gave til skandinavisk langdistanceløb. Med 7.40,77 minutter på 3000 meter (2001) og 13.06,39 minutter på 5000 meter (2004) er han indehaver af den nordiske rekord på begge distancer, og ikke mindst sidstnævnte er med en 13. plads på alle tiders europæiske rangliste en mindeværdig præstation.
Bakken løb sit sidste løb i 2006 og er siden begyndt at læse medicin. Ved siden af bøgerne driver han dog også en lille geschæft med at træne løbere på forskellige niveauer.
Kan nogen huske briten Roald Bradstock? Den nu 47-årige spydkaster var i OL-finalen i 1984 og tilhørte i midten af 80erne verdens bedste spydkastere. Den personlige rekord lyder 91,40 meter med det gamle spyd.
I 1981 blev han nummer 2 ved junior-EM efter selveste Uwe Hohn (og 4,32 meter foran danske Jørgen Jelstrøm på fjerdepladsen).
Bradstock har siden han indstillede karrieren kastet sig over en sand rekordjagt; han kaster med alt, hvad han kan få fingre i for at komme i rekordbøgerne.
Senest har han på britisk tv dystet med et 16-årigt sydkast-talent i diverse alternative kastediscipliner. Jeg skal ikke her afsløre vinderen, men vil blot nøjes med at konstatere, at Bradstock godt kunne bruge en ny skrædder...
